Beslutningen er truffet af SKIF´s stævneansvarlige den 2. januar efter grundige afvejninger af fordele og ulemper. Vi ville frygtelig gerne have gennemført stævnet men har samtidig en bekymring for, at stævnet kunne være kilde til øget smittespredning. Den risiko tør vi ikke løbe, sådan som smitteudviklingen har været på det seneste i Danmark. Vi har kun en lille hal til rådighed og kun 1 omklædningsrum til hvert køn. Desuden ville der blive trangt i cafeteriet, hvis ca. 150 personer skal færdes mellem hinanden i løbet af en hel dag. Kort sagt ville vi have svært ved at overholde p.t. gældende anbefalinger om bl.a. afstand.
Aflysningen er baseret på et forsigtighedsprincip, hvor vi i SKIF ønsker at vise ansvarlighed og samfundssind. Sundhedsmyndighederne og de landsdækkende idrætsorganisationer har anbefalet aflysninger foreløbig til og med 4. januar – hvad der sker efter denne dato, ved vi pt ikke, men SKIF´s beslutning om aflysning er truffet.
Vi håber på jeres forståelse for aflysningen, og alle får snarest tilbagebetalt stævnegebyret på 300 kr. pr. hold.
Efter aflysning i 2021 og 2022 på grund af corona satser vi stærkt på at vende tilbage med Nytårsstævnet den 7. januar 2023. I efteråret 2022 kommer der ny invitation, og alle hold har mulighed for at tilmelde sig efter det sædvanlige princip ”Først til mølle”
SKIF´s stævnearrangører ønsker alle et rigtigt godt nytår.
Børge Larsen